Om mig

Charlotte Lundskov

personlig coach


Jeg har altid været fascineret af mennesker, vores adfærd og bevæggrunde. En fascination som udspringer af kærlighed og nysgerrighed til mennesker og de liv der leves. Vi er jo alle så dejligt forskellige, og der er altid en spændende historie knyttet til ethvert menneske.

Når jeg møder mennesker, eller bare betragter dem på min vej, tænker jeg ofte – Gad vide hvilket liv de lever? Udlever de deres drøm? Er de lykkelige? Hvad gør dem glade? Har de travlt? Hvor er de på vej hen? Hvem skal de møde? Hvad mon de tænker på lige nu? Hvad frygter de allermest her i livet? Har de en svær beslutning de skal træffe? Er de et godt sted i livet? Har de fundet kærligheden? Har de mennesker i deres liv som er der for dem? Har de deres drømmejob? Hvad er deres passion?

Kærlig menneskelig nysgerrighed.

 

Tæt på mennesker – skabe tillid

Jeg har siden jeg var 24 år haft forskellige jobfunktioner i tøjbranchen. Lige fra salgsassistent til detailkoordinator til butikschef. Har jeg mødt mange dejlige mennesker, som  blandt andet var mine kunder.

En veninde sagde en dag til mig:

“Jeg kender ingen som dig som kender sine kunder så godt. Hvordan gør du?”

Mit svar var: “Jeg er  bare så nysgerrig. Jeg spørger om alt muligt. Og er oprigtigt interesseret i det menneske, jeg står overfor.  Jeg tænker de kan mærke mit nærvær. Og det er nok dét, som skaber tillid og fortrolighed.”

Da jeg sagde det svar højt, kunne jeg mærke, at det gav mig en, glædesfølelse indeni. Det gik op for mig, at det var lige præcis de øjeblikke, hvor jeg står med en kunde og får lov til at komme tæt på og der opstår en fortrolig samtale, som var min drivkraft. Det var de fortrolige samtaler, som gjorde at det var fantastisk at komme på arbejde.

Skulle jeg udforske det noget mere? Nej, ikke vigtigt. Mit job var jo at sørge for at kunderne fik en god oplevelse, og blev glade for det de fik med hjem. Mit job var ikke at stå og have fortrolige personlige samtaler med kunden. Selv om jeg kunne mærke  at de samtaler gav mig noget helt specielt. Og at det havde været en rigtig god dag, hvis jeg havde haft en af disse fortrolige samtaler. 

Men med tiden blev det mere og mere klart for mig, at det var følelse, som jeg var nødt til at gå på opdagelse i. Kunne jeg, med min nysgerrighed på mennesker og min evne til at skabe tillid, mit oprigtige ønske om at hjælpe, gøre en forskel for nogen? Kunne jeg hjælpe mennesker, som stod lidt fast i livet og ikke helt vidste hvad de skulle gøre? Og hvad kunne jeg gøre for at blive bedre til at hjælpe? Skulle jeg skifte karriere? Skulle jeg blive coach?

Tiden gik. Jeg blev ved med at slå det hen. Jeg turde ikke handle på det. Hvad ville andre tænke? Og jeg havde jo et godt job.

 

Det var alt andet end “rundkredspjat”

I 2007 døde min mor. Det var en gigantisk påmindelse om, at livet kan slutte hurtigere end vi venter. Jeg havde mange tanker om hvordan mit eget liv var. Måske det var på tide at gøre det jeg i mange år havde overvejet.

Jeg tog til en introaften om en coachuddannelse. Men jeg turde ikke melde mig til. Jeg havde ikke råd. Hvad med fremtiden? Og jeg blev nok heller ikke en god coach. Og mit job tog jo al min tid. Der var mange undskyldninger.

Men så i 2015 besluttede jeg, at nu var jeg simpelthen nød til at finde ud af hvad der holdte mig tilbage. Hvorfor var jeg så bange for at gøre det jeg havde drømt om i så mange år. Jeg var nød til at være nysgerrig på mig selv.

Jeg meldte mig til coachuddannelsen hos Mindjuice Academy. 

For mig var det skræmmende at tage beslutningen om at melde mig til. For hvad ville jeg opdage om mig selv? Havde jeg lyst til at se alt det grimme, som helt sikkert ville dukke op når vi skulle på opdagelse i det indre?

Efter den allerførste dag besluttede jeg at det overhovedet ikke var noget for mig! 

Vi skulle sidde i rundkreds, dele oplevelser og lave øvelser sammen. Det var simpelthen så grænseoverskridende for mig at dele mit indre med fremmede mennesker. Det skulle jeg i hvert fald ikke være med til. Sådan noget “rundkredspjat”!

Men næste morgen, da jeg lige havde sovet på det, tog jeg afsted igen. Jeg havde jo betalt for det, de penge skulle jo ikke gå til spilde. Så afsted med mig.

Og heldigvis for det. Jeg blev efter et fantastisk givende og intenst arbejde certificeret coach. Og fik mit diplom.

 

Frygten stoppede mig ikke

Alt det, jeg havde lært, brugte jeg på min egen selvudvikling. Jeg tilegnede mig mere viden, så jeg kunne få en indsigt i mig selv, og mine væremåder. 

Det var en svær opdagelsesrejse. Der var mange selverkendelser af alt det grimme og alt det smukke i mig. Jeg fik en kæmpe selvindsigt. Det var en kæmpe udfordring og samtidig en fantastisk udvikling.

Så ganske ud af det blå opstod muligheden for, at jeg kunne tage en beslutning om at gå en ny vej jobmæssigt.

Jeg greb den og besluttede – fyldt med frygten for ikke at være god nok, frygten for fremtiden og økonomisk usikkerhed – at nu var det tid. Jeg ville gøre en forskel på min måde. Støtte og inspirere andre til at finde modet til at lave den forandring i livet som de længes efter.

Coaching for Courage blev skabt.

Jeg håber, at jeg med min menneskelige erfaring, selvindsigt, energi og ambitioner på dine vegne, vil være det rigtige valg for dig, til at guide dig videre i dette fantastiske liv, der er fyldt med både udfordringer og uendelige muligheder.

                                                                    Glæder mig til at møde dig.

 

personlig certificeret coach chatlotte lundskov coaching

Jeg er ICF (The International Coach Federation) certificeret coach fra Mindjuice Academy. Født i 1968. Jeg  bor sammen med min kæreste Hans i skønne hyggelige omgivelser på Trøjborg, Aarhus – tæt på skov og strand. Jeg elsker at gå en tur i skoven eller ved stranden. Bruger disse gåture til at skabe ro i tankerne, skabe balance og få ny energi. De mennesker, som er tæt på mig, kalder mig “en hyggetrold”. Jeg elsker at nusse rundt hjemme og lytte til god musik. Mit hjem er min base, og der lader jeg op.

Min tilgang til livet er: Frihed, glæde, handlekraft. Følelsen af frihed giver glæde. Som giver energi til handlekraft. Som igen giver en følelse af frihed. En god balance er skabt.